VINTAGE FORSTÆRKER

Marantz 1072
Arthur Conley: Sweet soul music Atlantic Atco SD 33-215 1967

Marantz 1072 Integreret forstærker 1978

" Sweet soul music " er ikke kun titlen på Arthur Conley`s ualmindelig fine Lp fra 1967, men også det der kommer ud fra denne fine Marantz 1072, ikke fra 1967 , men 1978. Arthur Conley var Otis Reddings opdagelse og blev hans Protegè. Redding leverede 5 numre til debutten, producerede og Reddings ånd svævede over projektet. Conley havde mange af de samme dyder som Redding  besad med sin bløde soul stemme, klare sangskrivertalenter både til balladerne og  som soul shouter. Redding var begejstret for Conley. Det er jeg også og de 4 LPèr han udsendte mellem 1967-69 er værd at gå på jagt efter. 

De passer godt sammen Conley og Marantz 1072. Begge kan det der med at være smooth and sweet og rough and ready. Jeg fik lige en absence. I 1967 kunne jeg være stået op sådan en lørdag morgen i Marts, have tændt for radioen og hørt morgenværten præsentere et nummer med en ung talentfuld amerikaner ( 21 år ) der giver sit nye nummer " Sweet soul music ". Det er ikke hvad man får serveret, hvis jeg tænder for P3 i Marts 2021, hvor 2 Duracellkaniner på speed.... Rolig nu!  Det jeg vil frem til er jo bare at jeg synes at Marantz 1072 er en dejlig forstærker fra et af de bedste år i hi-fièns guldalder.  

Brugsspor

2800,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

NAD 3080

NAD 3080 Integreret forstærker 1979

Den sommer NAD 3020 kom til Danmark og forandrede hele Hi-fi verdenens måde at opfatte " små " forstærkere på, var NAD på banen i forvejen med 2 forstærkere, nemlig NAD 3045 og NAD 3080. Det er sidstnævne der skal være genstand for vores interesse her. Det var ikke kun i 3020 at man fik voldsomt meget for pengene, men 3080 er en kraftig ( 2x90 watt ) veludstyret maskine der med sit coole look med de to VU-metre nok kunne få et drengehjerte til at banke heftigt i 1979-80. 3080 og specielt receiveren 7080 er særdeles eftertragtet i USA. Der går rygter om at Springsteen har en stående på sit kontor, men sikkert og vist er det i hvert fald at NAD 3080 er værd at gå på jagt efter, hvis man måske synes at 3020 ikke har nok watt at skyde med. 

Ikke alene er mekanikken i rigtig fin form, men apparatet er yderst velholdt

Elektronisk bruger manual

4000,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Sansui AU-9900

Sansui AU-9900 Integreret forstærker 1975

Sansui har altid haft en rangorden på deres forstærkere,der gjorde at var tallet 9 involveret, vidste man at der var tale om et produkt helt oppe fra den øverste hylde i hi-fi spisekammeret. Hvad er det så der placerer sådan en sag som Sansui AU-9900 deroppe hvor det både koster mange penge og det er om at slå til når man får muligheden for at erhverve sig sådan èn. Ja, først og fremmest er der ikke indgået ret mange kompromisser med hensyn til kvaliteten af komponenterne. Det må godt koste, der er fokus på detaljen og alt er gennemtænkt og overdimensioneret. Æstetisk er der ofte lige tilføjet det ekstra der gør at man ikke er i tvivl, når apparatet betragtes. " Spitze mann " som vore naboer sydpå siger, når noget ekstraordinært udspiller sig på grønsværen og det gør det jo tit dernede. At lyden så signalerer èn ting, nemlig overskud, er jo det væsentlige og måske afgørende, når det nu er en forstærker vi har med at gøre.

Summa sumarum. Sansui AU-9900 er et lækkert stykke mekanik, som ikke ses så tit her i DK og hvad indeholder så sådan en maskine? Alt!

Mål: HxBxD: 18x46x38

Yderst velholdt

9800,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Alle funktioner på apparaterne er afprøvede, blæst rene for støv indeni og potmetre er smurt og lydefri. Alle lamper og lys virker 

Fragtfrit i DK for pakker op til 20 kg inc. emballage

Sugden A48

Sugden A48 Mk I 1976

" Handcrafted since 1967 " er sloganèt fra engelske Sugden Audio eller som det hed i gamle dage J.E. Sugden efter stifteren James Edward Sugden, der med sin første forstærker skabte et ikon. Ikon er græsk og betyder billede og A21, som den hed og stort set stadig hedder, var og er billedet på engelsk finesse og kærlighed til håndværk og formgivning, før det kom til at hedde design. A21 var en serieproduceret 20 watts Klasse A  forstærker der stadig er højt elsket for sin musikalitet og har været i produktion siden som type. Men, det var jo ikke A21 det skulle handle om, men derimod A48 som sammen med A/P/C28 forstærkerne står, ihvertfald for mig, som engelsk hi-fi når det er allerbedst. A 48 er med transistorer og ikke klasse A og jo så selvfølgelig heller ikke med rør, selv om den godt kunne ligne sådan en. Denne yderst velholdte integrerede forstærker, med kun ganske få brugsspor, indfrier til fulde mine ønsker om muskalsk musikformidling med den fine bløde lyd der egner sig perfekt til americana, jazz og akustisk klassisk. Den kan jo spille alt, men man skal  behandle den ordentligt og passe på den. Ikke køre en gammel dame til grænsen for sin formåen, som jo med alt andet vintage udstyr. Man undersøger heller ikke hvor hurtigt en VW bobble fra 1973 kan køre i 3. gear.

A48 har en rigtig dejlig " smooth " RIAA med indbygget subsonisk filter og i det hele taget er det en forstærker for folk der sætter pris på Grand Cru rødvin, Mastiffhunde, Wegners bamsestol, Kunst af Mogens Andersen og klassisk musik på Decca  før 1960.

Ja, jeg har svært ved at skjule min begejstring, men på den anden side. Hvorfor skulle jeg også det?

Der findes Mk.I-II & III.  Dette er Mk.I og der er år imellem at der bliver udbudt eksemplarer i denne stand.

Alle 4 indgange er med Din-stik, så der skal bruges et Din/phono overgangskabel, der kan købes i f,eks. AV-connection. Højttalerterminalerne er ligeledes med Din-terminaler som hos B&O. 

Den har været gennemgået på professionelt værksted, har fået nye lytter er i rigtig rigtig fin form.

4500,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Nikko Beta II Forforstærker

Nikko Beta II Forforstærker 1979

Nikko har i min optik i de senere år været noget undervurderet og måske betragtet som ikke i samme liga som Pioneer og Sansui på grund af Audioscans lave prisniveau. Lidt den samme historie med Hi-Fi Klubben og NAD. Det skal jo ikke komme nogen for skade at kunne levere fremragende lyd til en lav pris og det kan NAD og det kunne Nikko i Audioscans storhedstid. Audioscan eksisterer jo ikke mere, men det gør Nikkos fine audioprodukter i stor stil stadigvæk. Nikkos Alpha/ Beta og Gamma ramte plet æstetisk og blev utallige unge menneskers våde drøm i 1979, hvor de dog var til at skrabe kugler sammen ved at spare på forbruget af de små buttede Faxe fad, Lee cowboytøjet  og T-styret til Tomosen. Det var ikke kun på det ydre at de tre apparater manifesterede sig. Når man får fat i de efterhånden ikke så ofte sete 3, så slår det en,at de ikke alene er ualmindelig velbyggede, men at de  også spiller  med kontrol, åbenhed og dynamik.  

For- eller kontrolforstærkeren som vi her har fat i har to ens phonoindgange, så få fat i en Denon DP-15f til at spille gamle Troggs singler på og sæt Sansui SR-525 til at spille den nye Rambuk, Grusoms anden LP eller den sidste Deerborn, så vil man forstå at Fyn har rigtig meget at byde på musikalsk idag. Forstår man ikke det, har man " aller fadded en ski`". 

Nå, men Beta II er en rigtig dejlig forforstærker med et godt subsonisk filter, en rigtig fin phonodel med få brugsspor og et cool look.

2200,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Nakamichi 420

Nakamichi 420 Effektforstærker 1978

For - & effektforstærkersættet Nakamichi 410/420 blev i 1980 solgt samlet og sikkert ikke i et særligt stort tal, for det er sjældent, at man ser det til salg. Mere kendt er måske Cassettemaskinen 600 der med den skrå front var designmæssig forløber for 400-serien. Jeg har ikke  forforstærkeren 410, men 420 kan også klare sig alene og det er en lille af ydre, men tung og meget velspillende lille mean bastard, der leverer sine 2x50 watt med fasthed, kontrol, luft og musikalitet. 

Oprindelig fik den sin strømforsyning fra forforstærkeren, men der er sat afbryder (tjekket ) på bagsiden, så den fungerer som enhver anden effektforstærker.  

Fin stand  

2000,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Marantz 3200

Marantz 3200 Forforstærker

Når man som jeg sejler rundt på diverse salgs- og auktionssider på nettet, støder man hele tiden på betegnelser som ultra rare, extremely rare, much sought og lignende. Hvad kvalificerer så et apparat til at få påhæftet dette " Rare "? Tjah! Først og fremmest skal der ikke være ret mange tilbage af en produktion på verdensbasis eller det kan være uhyre vanskeligt at finde et eksemplar der er velholdt fordi det har været brugt professionelt, måske. Det kan være at et apparat har haft sådan en konstruktion at det simpelthen ikke kunne holde, eller også har prisen gjort at det var ganske få der havde råd til at anskaffe sig apparatet. Måske kan der være tale om et apparat der kun var i produktion i kort tid p.g.a. konkurs eller ny ledelse o. lign. Måske har mode, behov og udvikling ændret sig og et apparat er blevet overhalet. Måske er et apparat fra en ikke særlig sexet producent udstyret med extraordinære kvaliteter. Der kan garanteret være masser af andre årsager og uanset grund, så er det selvfølgelig sværere at finde noget der er ultra rare og man må sædvanligvis også betale mere for sagerne.  

Hvorfor er denne Marantz 3200 forforstærker så ikke ultra rare, men blot temmelig " rare " i DK. Tjah! Marantz var vel ikke istand til at skaffe sig en markedsandel herhjemme der blot matchede den øvrige verden ( læs USA ) . Lidt for dyrt der i halvfjerdserne, hvor konkurrencen virkelig var stor. Man syntes måske også at 3200 skulle være sammen med Marantz gudesmukke effektforstærker 140, som den passede og blev solgt sammen med. Så begyndte det jo at løbe op og så mange penge var der heller ikke blandt folk i en tid med oliekrise, arbejdsløshed og rigtige vintre med isbrydere, storebæltsfærger og kun ganske få, men rigtig gode, professionelle fodboldspillere i udlandet.

Hvorom alting er som de sagde i gamle dage, så er her en yderst velholdt og meget meget velspillende forforstærker fra Marantz storhedstid i halvfjerdserne og det er med underdrivelse som mine nordjydske aner byder mig, ikke en vi ser så tit, her på disse kanter.

Start med forforstærkeren og gå på jagt efter effektforstærkeren 140 og bliv ejer af et af de mest coole forstærkersæt overhovedet.

3400,-  

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Luxman L-308

Luxman L308 Integreret forstærker 1974

 Den hastigt voksende interesse for Hi-Fi fra slutningen af tresserne til slutningen af halvfjerdserne handler ikke kun om musikken, der flyder fra disse apparater med knapper lavet af metal og blåt eller grønt lys fra en receiver pakket ind i lækker træfinèr. Det er også en rejse tilbage til et æstetisk udtryk, hvor begreber som balance, harmoni, skønhed, formsans og proportioner var, for visse producenters vedkommende og ofte japanske, en naturlig del af processen i at skabe et stykke elektronik til glæde for forbrugeren.

Denne Luxman L308, der er i 100% mekanisk topform, lever op til det ovenstående og står for mig som noget af det mest vellykkede designmæssigt, der kom ud af japansk Hi-Fi-produktion i starthalvfjerdserne.

Meen, det er jo med hi-fi som med kærlighed. Det er jo det indeni, der giver de største glæder i længden og i 1974 blev der kælet for detaljen og det var ikke kun Johan Cruyff, der i VM-finalen i fodbold mod West-Tyskland i 1974 var ved at afgøre kampen med detaljen efter få minutters spil, og detaljerne er der mange af på denne perle.

Lyden? Tjah! Som en Francois Hardy fra 1974: Slank, elegant, sødmefyldt og vanvittig lækker.

7800,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Pioneer SA-700

Pioneer SA-700 Integreret forstærker

1970 Vietnam, Thy-lejr, Hendrix & Joplin, Gasolin`, Faxe Fad, Christiania, ny Lillebæltsbro, Tvind og goodbye Beatles.

Jeg takker skaberen for at have oplevet den tid ( på afstand, dog ) der også frembragte denne Pioneer beauty, der er indbegrebet af coolness fra starthalvfjerdserne. Smuk i al sin enkelhed med Brazilian Rosewood, børstet aluminium  og tekniske raffinementer som:

2 x phono ( MM & MC!!! )

High & Low filter

Muting

2 sæt højttalere ( serieforbundne )

Nymonterede kraftige højttalerterminaler i stedet for de mest fjollede terminaler, der nogensinde er set på en forstærker.  

Alt virker selvfølgelig og den spiller STAX soul ( Carla Thomas: Gee whiz ) lige nu, Jøsses!!!!

Stik en smuk kvinde et cool tørklæde og et par seje solbriller og pludselig forvandler hun sig til en skuespiller fra en italiensk film fra tresserne. Nu er det jo ikke meningen at der skal deles tørklæder og solbriller ud her på siden til de smukke kvinder, men derimod har den smukke SA-700 fået sin partner  i form af tuneren Pioneer TX-700, der sammen med forstærkeren får det hele til at gå op i en højere enhed.

Hvis der er et sæt der er cool, så er det disse to. 

2800,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Technics SU-8080

TECHNICS SU-8080 Integreret forstærker 1978

Hvis tyngde er proportional med kvalitet ( og det er det næsten altid  ), er her tale om virkelig klasse. Den vejer som et ondt år, har features som variabel tilpasning af pickup og mulighed for tilslutning af 2 pladespillere ( MM ). Overordentlig solidt bygget ca. 1977-78.

Endnu kan man få rigtig fine Technics forstærkere til meget fornuftige priser, men måske er det en god idè at slå til nu og anskaffe sig en af disse uhyre solide maskiner, der er mindst lige så vellydende som Luxman, Sansui o.s.v.

HI-FI verdenens Mercedes.

Sådan en sag kan ikke købes i dag.

HXBXD: 14X45X35

2750,-

BRUGT KVALITETS HI-FI MED SJÆL OG GARANTI

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Gustav H. Jensen | Svar 19.01.2017 21:35

Jeg er helt vild med dine beskrivelser. Man kan mærke entusiasmen! Mht. din Sansui 555-a, der står én ved siden af mig, og din beskrivelse er spot on! Super sag

Jørgen P Hansen | Svar 21.11.2016 17:27

super grej,flotte enheder

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.06 | 08:26

Den fedeste service og tip top betjening af Jørn, som er et af de mest regulære og helt igennem ordentlige menneske jeg kender.

...
31.10 | 19:32

Du milde makrel, det er stærke sager!!!

...
24.05 | 15:08

Fantastisk side du har her.
Jeg kommer til at handle her, det er helt sikkert.
Rock'n Roll
Kennet Damm
Glostrup

...
14.12 | 07:13

Der er få ordentlige og generøse mennesker tilbage, som man er tryg ved at indlade sig med og handle med. En af dem driver dette her helt unikke firma.

...
Du kan lide denne side